DGF's historie

Foreningens navn blev fra starten ”Dansk Gasværksbestyrerforening”, og bestyrelsen bestod af tre medlemmer, som var P. Christensen som formand (se listen over foreningens formænd fra 1911-2001) A. Knudsen fra Svendborg Gasværk samt V. Kabell, Hillerød Gasværk, der blev udnævnt som kasserer. Foreningens formål var:

• i gasværkernes interesse at dygtiggøre dens medlemmer
  
• at varetage fagets interesser
  
• at fremme et samarbejde mellem danske gasværker

Som medlemmer kunne optages personer, der indtog en overordnet stilling ved et gasværk eller personer, der ”befattede” sig med videnskabelige arbejder vedrørende gasfaget. Årskontingentet var 12 kr pr medlem.

”Gasglødelyset er næst efter dagslyset det sundeste for øjnene”

”Det er nu hen ved en snes år siden, at elektriciteten rigtigt kom frem, så den er jo ikke så ung mere, og vi har nu lært vor konkurrent tilstrækkeligt at kende til, at vi uden bekymring kan se fremtiden i møde",

endvidere at

"… et elektrisk strygejern bruger 500 Watt, eller for 17,5 øre pr time. Special gasstrygejern af samme størrelse bruger i 10 timer for 20 øre gas”.

Ja, temaet ”gas kontra elektricitet” var også dengang noget, man diskuterede ret så levende. Til historien medgår, at elektricitet dengang kostede 7 øre/kWh i dagtimerne og 35 øre/kWh i den øvrige del af døgnet, mens gasprisen var på niveau 2 øre/kWh.

Fra årsmødets sociale del, kan citeres:

”Kaffen indtoges ved småborde foran Hotel ”Victoria”, og efter at man havde været en tur på Fredericia Vold samledes man til nogle forfriskninger. Man fik stadig det indtryk, at kassereren fik alting gratis, så jævnligt kom forfriskningerne, og forsamlingen kommer sikkert ikke så snart til en bedre tilrettelagt fest”

Hermed kan fastslås, at DGFs årsmøder lige fra starten har haft såvel et fagligt som socialt sigte, og udsagnet om ”jævnlige forfriskninger” forekommer ikke totalt afvigende for nutidens årsmøder.

Gennem årene har flere af ”asketerne” blandt DGFs medlemmer forsøgt at ændre dette billede. F.eks ved årsmødet i 1939 hvor stadsingeniør Sørensen fra Fåborg under generalforsamlingen fremførte (citat): ”Er DGF ikke ved at komme lidt for langt væk fra sit oprindelige formål? ---Jeg blev meget skuffet da jeg modtog indbydelsen til årsmødet i år; et arrangement over tre dage indeholder kun foreningens generalforsamling og siger og skriver kun to foredrag. Resten var udflugter og spisninger, hvilket efterhånden synes at udvikle sig mere og mere, og det forlanger man et ret stort indskrivningsgebyr for hvert år”. Udover dette bekymrede stadsingeniør Sørensen sig meget over at branchen altid deltog i DGF s årsmøder. Det forstyrrede efter hans formening dialogen mellem de rigtige gasteknikere.

DGFs formand, gasværksbestyrer H.Hansen, Ålborg, replicerede bl.a. (citat):” Tanken med vore årsmøder er ikke, at vi skal sidde på skolebænk og lære – selvfølgelig kan man altid få noget at vide, det er også meningen med det, men hovedtanken er netop at alle gasteknikerne mødes, lærer hinanden at kende, taler sammen og overfor hinanden kommer frem med deres små bekymringer og erfaringer. Netop en sådan meningsudveksling er af den allerstørste betydning for årsmødets deltagere.”

Mere klart kan det jo nok ikke siges. Også i dag fastholdes DGF årsmøde traditioner med vægt på det sociale samvær, deltagelse af ledsagere og et tæt samarbejde med branchen – men to faglige indlæg ville dog nok være lidt i underkanten.

Temaerne, man diskuterede i DGF sammenhæng i årene frem til og med 2. verdenskrig var bl a:

• Produktionsanlæg for gas
• Sikkerhedsspørgsmål ved gasdrift
• Gas kontra elektricitet (i begyndelsen som konkurrenter på belysningsområdet, siden omkring kogebrug og til industriel anvendelse)
• Gasværkernes nationaløkonomiske betydning i forhold til andre energikilder
• Flammeløs overfladeforbrænding og dens betydning for industrielle formål
• Ensartede regnskabsformer for gasværker - et tema, som mange af DGFs medlemmer helt fra starten tilsyneladende gik ind for – men også kun tilsyneladende – mange af gasværkerne vedblev at bruge egne regnskabsprincipper, så ”benchmarking” var umulig
• Priser for kul, koks og gas (affaldsprodukter ved gasfremstilling som fx koks var en større indtægtskilde end salget af bygas)
• Problemer med knaphed på kul (under og efter de to verdenskrige)
• Regler for installation af gasforbrugende apparater samt udførelse af aftræk
  
• Gasfremstilling ud fra alternative råmaterialer (tørv, træ og endog tang)
  
• Gaspropaganda (et nyt begreb, der indførtes i 1924, og som på nudansk bærer betegnelsen markedsføring)
  
• Distribution af gas (rørkvaliteter, reparationsmuligheder)
  
• Tyveri af gas (en udbredt foreteelse, der blev straffet hårdt. Under 2. verdenskrig var straffen jfr Gasteknikeren 70 dages hæfte til en snild gasforbruger i Odense. Vedkommede havde ”bypasset” måleren med en cykelslange. Undskyldningen var, at han ville spare gas op til sin søns konfirmation)
  
• Kurser i gaskemi
  
• Prøvningsregler og godkendelsesmærker for gasudstyr (indførtes i 1928 af DGF med prøvning i Horsens). København stod uden for ordningen med sine egne prøvningsregler, hvilket skabte nogen forvirring hos producenterne af gasudstyr. Først i 1943 blev man enige om fælles prøvningsregler for hele landet i form af Danske Gasværkers Prøvningsregler, der skulle håndhæves af de Danske Gasværkers Prøveudvalg (forløberen for det nuværende Danmarks Gasmateriel Prøvning, DGP).
  
• Gasafgiftning
  
• Naturgas/jordgas (omtales første gang i 1938)
  
• Gasrationering (under de 2 verdenskrige)
  
• Katodisk beskyttelse af gasledninger
  
• Sikkerhedsforhold ved anvendelse af gas
  
• Praktiske gastekniske forholdsregler i forbindelse med bombninger af danske byer

Efter 2. verdenskrig kom nye problemstillinger som fx:

• Problemer med kokssalget på grund af tiltagende anvendelse af fjernvarme
  
• Anvendelse af plastrør (i starten PVC og siden PE)
  
• Nye metoder til gasfremstilling (gasfremstilling ved krakning/spaltning af olie, propan, butan og benzin)
  
• Industriel gasanvendelse – som blev af stadigt stigende betydning
  
• Uddannelser og kurser for gasteknikere
  
• Omstilling fra bygas til naturgas
  
• Normer og regulativer

Efter naturgassens indførelse i starten af 80erne var der stort set de samme temaer som tidligere for bygas. Gasanvendelsesformer, sikkerhed, rørmaterialer, lægningsteknologier, prøvningsregler, osv, nu blot med anvendelse af nyere teknologier, men temaerne er de samme.

”--- fandtes flere gode udenlandske gastekniske tidsskrifter, så de opgaver, som vort tidsskrift kan løse, må nødvendigvis blive beskedne, så at der måske endog kunde rejses berettiget tvivl om dens eksistensberettigelse. Men dels er det dog ikke enhver givet at kunne finde sig til rette i den udenlandske litteratur, eller i hvert tilfælde at få tid dertil, og dels skulde tidsskriftet blive et organ for vore specifik hjemlige gastekniske interesser, og desuden ved småreferater fra de udenlandske tidsskrifter at give læseren lidt erstatning for det, som han ikke selv får læst”.

Første redaktør blev ingeniør C. J. H. Madsen, København, der i øvrigt allerede i 1915 forlod posten på grund af ”en meningsdivergens med majoriteten af bestyrelsen”. Efterfølgeren blev cand. polyt. A. Knudsen, Svendborg Gasværk.

Siden har ”Gasteknik”, som foreningens blad nu hedder, gjort alle skeptikere til skamme og har i hele DGFs historie været det primære værktøj til koordinering og informationsudveksling blandt danske gasteknikere.

Øvrige foreninger med koordinering af danske gasinteresser

Som nævnt under den historiske udvikling for DGF blev foreningen i 1927 slået sammen med den private ”Gasbrancheforening”. Et forhold, der i øvrigt skabte nogen furore, da man på den tid ikke kunne (citat) ”lade kommunerne (gasværkerne) indtræde i en sammenslutning med private leverandører”. Man gjorde det nu alligevel, men skiftede så navnet ud med fællesnavnet Dansk Gasteknisk Forening i 1931. Det nu kendte DGB, Dansk Gas Brancheforening, startede herefter som selvstændig forening i 1938.

FDG, Foreningen af Danske Gasværker (senere Foreningen Dansk Gas) blev stiftet i 1955, idet man indså, at DGF - som en forening af gasteknikere - ikke kunne løfte opgaven med både at markedsføre gassen og sikre import af nyt og moderne gasudstyr til de danske forbrugere (besværliggjort af datidens valutarestriktioner). Tiden var en brydningstid, hvor gas var ved at glide ud af de danske forbrugeres bevidsthed som en såkaldt ”moderne” energiform, som det hed dengang. Der var behov for, at de kapitalstærke store gasværker i København, Ålborg, Odense mv og DGFs gasteknikere samlet gik ind i kampen for gassens fremme.

DGF havde den teknologiske ekspertise, og FDG kunne magte opgaven at påvirke myndighederne til at lette på importrestriktionerne for gasudstyr og markedsføre produktet. Flere gange blev luftet tanken om en sammensmeltning af de to foreninger, men uden resultat. Efterhånden som naturgasselskaberne kom ind i billedet, mistede FDG sin politiske betydning, og foreningen blev officielt nedlagt i 1990.

Hans Jørgen Rasmusen, DONG, var i perioden 1994-97 præsident for IGU, og den 20. Verdensgaskonference blev afholdt i Bella Center i København i 1997. Fra år 2000 blev Peter K. Storm, DONG, udnævnt til IGUs generalsekretær.

1792: Englænderen Murdock (også kaldes kaldet gasindustriens fader) anlagde det første egentlige gasværk i byen Redruth i Cornwall. Gassen blev produceret via destillation af kul, og anvendtes til oplysning af et hus.
1802: Første større anvendelse af gas til fabriksoplysning (Soho Støberierne ved Birmingham).
1807: Gadebelysning i London
1820: Første gasværk i Frankrig (Paris)
1826: Første gasværk i Tyskland (Berlin)
1853: Første gasværk i Danmark (Odense)

Indtil 1855 var gassens primære anvendelse til belysning, da man endnu ikke havde en egnet brænder til kogebrug. Med Professor Bunsens opfindelse af en brænder (senere benævnt som ”Bunsen brænderen”) hvor man kunne ”for-blande” gas og luft, kom der imidlertid gang i gassens anvendelse til kogeapparater, varmluftovne, badeovne mv. og siden til industrielle formål.

Naturgas har historisk set været kendt og anvendt betydeligt længere end bygassen. Mange hundrede år gamle kinesiske tegninger viser anvendelse til opvarmning ved saltudvinding, men den storstilede anvendelse er dog ført kommet i det 20. århundrede. Først i USA, hvor en 200 km lang transmissionsledning for naturgas blev anlagt helt tilbage i 1891, og siden 30erne i Europa, hvor den første storstilede anvendelse skete i Tyskland og Frankrig.

Også i Danmark blev naturgas udnyttet allerede i 30erne, idet man omkring Frederikshavn fandt forekomster heraf i 60-100 meters dybde. En gas med en brændværdi på hele 9 kWh/m3, mod kulgassens 5,6 kWh/m3. Denne naturgas blev udnyttet lokalt fra mere end 90 felter i årene lige før og under 2. verdenskrig, men efterhånden døde kilderne ud, og der er ikke siden rapporteret om anvendelse af naturgas fra indenlandske boringer.

I 60erne og 70erne blev de første olie- og gasfelter fundet i Nordsøen. Først på norsk og britisk område, men siden også i den danske del af Nordsøen, og fra 1984 ilandført i Danmark til anvendelse til boligopvarmning, industriel anvendelse og kraftproduktion.

Spørgsmål vedrørende DGFs historie kan stilles til A. Hauge Pedersen, DONG Energy på ahp@dong.dk.